Menstruation – NEJ TAK!

Med p-pillerne sagde mange kvinder farvel til en naturlig cyklus. For selv om der er nemt at glemme, så er en p-pille-blødning en kunstig blødning. Nu er der en p-pille på vej, hvor man kun bløder måske én gang om året. Hvorfor ikke? – siger gynækologerne Charlotte Wilken-Jensen og Christine Felding, når nu udviklingen gør det muligt Hvorfor?
– spørger overlæge Karin Garde

“Naturlig årsag”, “det”, “det røde”, “mine sager”, “menses”, “russerne” – kvindens månedlige blødning er gennem tiderne blevet kaldt mange forskellige, ofte ikke særlig flatterende navne. Menstruation har heller ikke altid været lige velkommen, selv om mange kvinder føler, at menstruationen og det at være en del af en naturlig cyklus hænger sammen med deres kvindelighed.
Med p-pillernes hormonelle erobring af alverdens kvinders cyklus er det muligt at udsætte blødningen, hvis skituren eller badeferien står for. En sideeffekt til pillens præventive virkning. Hov stop, vil flere kvinder råbe. Det er ikke naturligt.
Men som sagerne står i dag, kan kvinder på p-piller droppe p-pille-pausen og på den måde bløde sjældnere.
– De fleste bliver meget overraskede over at få at vide, at det på p-piller ikke er mindre “naturligt” at bløde et par gange om året end én gang om måneden. Gregory Pincus, der opfandt p-pillen, lavede en 28-dages cyklus, fordi det skulle ligne det, kvinderne kendte i forvejen, fortæller Charlotte Wilken-Jensen, faglig leder i Sex & Samfund og overlæge på Roskilde Sygehus.
– For de fleste er det helt nyt, at der ikke er brug for en udrensning, en afstødning af slimhinden, når man er på p-piller. Hvis man har det godt med at bløde hver måned, fordi det ligner situationen uden p-piller, skal man da gøre det. En del synes, det er fint hver måned at få at vide at de ikke er gravide. Men hvis man har problemer under blødning med f.eks. smerter, dårligt humør, hovedpine, blødning gennem bind og tøj, er det i orden at forlænge cyklus. Eventuelt kan man først tage en pause når man begynder at pletbløde, hvilket de fleste gør efter et par måneder på p-piller uden pause.

Risici

Charlotte Wilken-Jensen understreger, at vi ikke ved, om den ekstra mængde hormon, som man får tilført, når man ikke holder pauser, har nogen betydning for p-pillers alvorlige bivirkninger, bl.a. risikoen for blodpropper.
– Teoretisk set skulle det ikke have betydning, men vi ved det først, når de store undersøgelser fra 3-måneders-piller foreligger. Hvis man tager p-piller i et år uden pause, svarer det jo til hormonmængden, man ville få ved 15 måneder med pauser, siger Charlotte Wilken-Jensen. Gynækolog Christine Felding der bl.a. arbejder på Privat-Hospitalet Danmark, fastslår, at brystkræftrisikoen ved p-piller hel er afvist.
– For almindelige sunde og raske kvinder er risikoen for blodpropper yderst beskeden. Det er faktisk farligere at være gravid end at tage p-piller, siger Christine Felding.
Hun mener, at det ingen helbredsmæssig betydning har at udsætte blødningen. Hun anbefaler gerne og foreslår det også ofte selv, at en kvinde på p-piller udskyder sin blødning, hvis hun skal på ferie.
– Så siger kvinderne: “Nej, hvor skønt, kan man det?” Men ikke alle ved det, siger Christine Felding.
Hun tror, at det ender med en p-pille, hvor man bløder en gang i kvartalet.
– Når udviklingen giver kvinder nye tilbud er der ingen grund til ikke at tage imod dem.

Skal man sige ja tak til alt?

Overlæge på Sankt Hans Hospital Karin Garde peger på, at det at tage p-piller uden pause er endnu et af mange forsøg på at kontrollere kroppen.
– Det er ekstremt, hvis man tager p-piller hele tiden for at komme af med sit særpræg for at kunne konkurrere med mændene. hvorfor udnytter kvinder ikke, at de har en stigende indflydelse o markerer sig med deres særpræg? Hvorfor er kvinder ikke interesserede i, at deres særpræg opfattes som normalt? Det er trist, ikke mindst fordi vi har adgangen til at ytre os. Overlæge Karin Garde undrer sig over “hele den næsegrus beundring for, hvad teknologien kan gøre for os”.
– Jeg hører tit irritation hos unge kvinder over, at kroppen er, som den er, at den ikke makker ret, at graviditet tager den tid, det tager, at det gør ondt at føde, at det er blodigt osv. Jeg synes da også, at man skal lindre smerter både ved menstruation og fødsler, men det kan man gøre på både medicinske og ikke medicinske måder. Det er helt forkert, at man skal sige ja tak til alt, hvad teknologien kan tilbyde, siger Karin Garde.
Hun påpeger, at de i gruppen for medicinsk kvindeforskning i 25 år har sagt, at hormoner bl.a. spiller en rolle i brystkræftudviklingen, og at den tvivl skulle komme kvinden til gode. Alligevel lød det i mange år, at man kunne holde sig ung og smuk efter overgangsalderen, hvis man fik hormonbehandling.
– Undersøgelser har vist, at hormonbehandling i adskillige år efter overgangsalderen giver større risiko for brystkræft, og myterne om, at hormonerne nedsatte risikoen for hjertesygdomme og gav bedre livskvalitet, kan ikke bevises. Nu fraråder man længerevarende behandling. Hvorfor skulle vi være så længe om at finde ud af det? siger Karin Garde og pointerer:
– I dag kender vi jo heller ikke langtidsvirkningerne af p-piller uden pause gennem et helt fertilt liv.
P-piller uden blødning er efter overlæge Charlotte Wilken-Jensens mening kvinders største mulighed for at opnå fuldstændig ligestilling.
– P-piller gør ikke kvinder mindre sexede, tværtimod. Muligheden for at fungere lige godt uanset tid på måneden, ikke at være hæmmet af at skulle “skifte”, altid at kunne deltage i gymnastik eller andre aktiviteter, at kunne dyrke sex med lige så stor frihed som manden og at have kontrol, synes jeg er enestående.
– Mon ikke mændenes respekt vokser, når pigerne ikke længere er hæmmet af deres køn i større eller mindre udstrækning, spørger overlægen, der ikke kender nogen, der synes, det er fedt at bløde.

Endnu et kontrol-ønske

– At blødning er skønt, mener jeg hører en gammeldags feminisme til, som er sjælden i dag. Hvad hvis man kun har en uge på ski-, både- eller dykkerferie, nyforelsket og kåd? Eller hvis man elsker at ride, men generes af tamponer og bind? Eller skal løbe sit første eller femte maraton. De fleste acceptere deres blødning, men er bedst tilpas, hvis de ved, hvornår den kommer og hvilke smerter, styrke eller andre ubehageligheder, den er forbundet med, siger Charlotte Wilken-Jensen.
Overlæge Karin Garde er uenig:
– Både kvindelige og mandlige læger understøtter de unge kvinder i endnu et kontrolønske, når de anbefaler dem at droppe pausen over lang tid. Og at mændene skulle have større respekt for kvinderne, når de ikke er hæmmet af deres køn, er en fantastisk gammeldags bemærkning. Jeg troede, at hierarkiet man/kvinde var det, vi skulle væk fra og hen til, at mandligt og kvindeligt særpræg har lige høj værdi. Og det kan man vist godt sige, det ikke har. Genvejen med at blive ligesom mændene ved at kontrollere sin blødning, er forstemmende. Det samme gælder den myte, at menstruation skulle være forbundet med uligevægt og mindreværd i samfundet.

SÅDAN FUNGERE P-PILLER
Når man tager p-piller bygger man ikke på nogen slimhinde op. Der er derfor ikke noget, der skal ud eller bortstødes. Blødningen er derfor ikke nogen menstruation (bortstødning af slimhende), fordi homonet ikke er der længere. Gestagen sørger for, at der ikke sker noget opbygning af slimhinde, men uden østrogen er slimhinden ustabil, hvilket giver pletblødninger. Det er gestaen-hormonet i p-piller, derforhindrer ægløsning, østrogenet er tilsat for at stabilisere livmoderslimhinden. Når østrogenet tages væk, bløder slimhinden (det er derfor, at minipiller, p-stav og hormonspiral, der kun indeholder gestagen, giver konstante pletblødninger). Når man tager p-piller, sættes “naturen” ud af funktion. I stedet for at kvinden selv producere hormonerne, tilfører hun kroppen hormoner udefra. Når/hvis den tilførsel stopper, genoptager kroppen hurtigt egenproduktionen, hvorfor man aldrig skal holde mere en syv dages pause, hvis man vil undgå, at “naturen” går i gang igen.
Kilde: Overlæge Charlotte Wilken-Jensen.
LIVSTILS-P-PILLEREn ny p-pille, der er på vej – sandsynligvis til næste år, betyder, at kvinder kan nøjes med at have menstruation helt ned til en gang om året. I USA og Tyskland bruger kvinder allerede flittigt p-piller, der kun giver blødning fire gange om året. I medicinnalindustrien arbejder man på et nyt koncept med en slags livstils-p-pille, hvor udgangspunktet er, at kvinder slet ikke skal bløde.

20060101_menstruation_nej_tak_1

20060101_menstruation_nej_tak_2

 

ALT FOR DAMERNE Nr. 2/2006 JANUAR 2006