Konservative kvinder

Ny præventions-ring gør det nemmere at beskytte sig mod uønsketgraviditet. Men de fleste københavnerkvinder sværger stadig til p-pillen, viser undersøgelse foretaget på Alt For Damerne-messe i Forum.

Prævention
Af: RUNA PIHLMANN

En ny præventions-ring på størrelse med en elastik kan gøre det ud for en p-pille. Med en udskiftning hver tredje uge slipper man for at huske på den daglige pille. Men trods fordelene, vælger de fleste kvinder stadig at holde fast i den velkendte p-pille. Gynækolog, Christine Felding, forstår ikke hvorfor.
»Der er så mange gode alternativer til p-pillen, men alligevel er det den præventionsform, de fleste vælger,« fortæller Christine Felding. Hun har netop været med til at lave en undersøgelse på Alt For Damerne-messen i Forum, hvor 648 kvinder deltog. »Undersøgelsen viser, at hele 75 procent at kvinderne bruger p-pillen. Det er meget overraskende. For samme undersøgelse viser også, at hver tredje kvinde glemmer at tage pillen i ny og næ, og så er risikoen for at blive gravid temmelig stor,« siger Christine Felding, der mener, at undersøgelsen giver et godt billede af, hvordan kvinders brug af prævention er på landsplan.

Prævention per sms
Foran sig har hun et mindre arsenal af præventionsmidler, som sagtens kan måle sig med den gode, gamle p-pille. Heriblandt pessaret, kondomet, præventions-staven, spiralen og den førnævnte præventions-ring, der i øvrigt har et ekstra plus.
»Man kan modtage en sms eller en e-mail, når ringen skal udskiftes. Det er helt kanon. Den er simpelthen det nye hit, blandt andet fordi den kun skal udskiftes hver tredje uge, og fordi man selv kan sætte den op. I det hele taget bugner markedet af nye præventionsmidler, og det gør det sjovere at være gynækolog, for på den måde kan man finde frem til den allerbedste løsning. Men det kræver altså, at kvinden henvender sig til en læge for at få noget information om de mange valgmuligheder og ikke bare gør, som de plejer» siger Christine Felding og gør opmærksom på, at man kan skifte huslægen ud med en anden læge, når det gælder gynækologiske undersøgelser. Præventions-ringen er receptpligtig og købes på apoteket.
runa.pihlmann@jp.dk

Artikel: Morgenavisen Jyllands-Posten 24.02.03 Sektion: JP København