Kvinder ved for lidt om deres underliv

Behov for bedre seksualundervisning

Af Helle Maj

Kvinder ved for lidt om deres underliv, og selv om seksualundervisningen i skolerne har hævet pigernes viden, så er behovet for mere oplysning markant både hos helt unde piger og hos de kvinder, der indlægges på hospitalerne.
Forbløffende få kvinder ved, hvor f.eks. æggestok og livmoderhals er placeret i underlivet, mener to læger fra Roskilde Amtssygehus. De har spurgt 70 kvinder i alderen 11-80 om deres underlivs-viden og konkluderer, at både de yngre og især de ældre kvinder kender deres underliv for dårligt.
– Som læge rystes jeg over, hvor lidt folk ved om, hvordan de er indrettet. Måske det var en idé, at sundhedsplejersker eller læger deltager i seksualundervisningen på skolerne. Desuden kunne Sundhedsstyrelsen lave en let forståelig folder om den kvindelige anatomi til de kvinder, som indlægges på gynækologiske afdelinger, siger 1. reservelæge Christine Felding, Roskilde Amtssygehus, som har lavet undersøgelsen sammen med 1. reservelæge Birthe Badur.
Seksualundervisning i skolerne har ikke et fast timetal, og derfor afhænger det af den enkelte lærer, hvad børnene lærer i det “fag”.
– Men generelt er der ikke meget tid sat af til de spørgsmål, og derfor koncentrerer lærerne sig om det, der er vigtigt. Altså om prævention og kønssygdomme og ikke om f.eks. ægløsning, siger Suzanne Lauest, lærer og forfatter til en serie undervisningsbøger om sex og unge.
Folkeskolerne følger i seksualundervisningen en vejledning fra 1971 – altså før den fri abort blev indført. Undervisningsministeriet vil om kort tid nedsætte et udvalg, der skal revidere formål og krav til undervisningen.

19860805_kvinder_ved_for_lidt_om_deres_underliv_politiken
Politikken d. 5. august 1986