Den knap så søde kløe

Gynækolog Christine Felding anbefaler, at man undgår søde sager, hvis man har problemer med svamp.

Det er ikke al kilden i bukserne, der er behagelig. Ni ud af 10 kvinder har på et eller andet tidspunkt oplevet generende kløe i skridtet

Af Lars Madsen

Kløe i skridtet er en regulær folkesygdom, eftersom ni ud af 10 kvinder oplever fænomenet. Hos nogle er det et tilbagevendende problem, hos andre en engangsaffære. Men for de flestes vedkommende gælder det, at kløen er forårsaget af enten svamp eller bakteriel vaginose.

“Begge dele er ekstremt hyppigt, vi ser det hver dag,” siger Rungsted-gynækolog Christine Felding og fortæller:
” Svamp har vi sådan set alle – det tager bare overhånd af og til. Vi ser det oftest hos kvinder, der tager penicillin, for penicillinen ødelægger deres normale bakterieflora. Men også sukkersyge og kvinder med et svagt immunforsvar er ofte plaget af svamp, ligesom nogle regelmæssigt oplever det op til deres menstruation.”
Christine Felding anbefaler, at man undgår søde sager, hvis man har problemer med svamp.
– Jeg siger ofte: Nå, er du en rigtig slikkepot? Sukkeret påvirker nemlig pH-balancen i skeden, hvor det er bedst af have et surt miljø. Derfor bruger man også ofte mælkesyrebakterier til at forebygge svampen,” forklarer hun.
Af samme årsag er det en kendt sag, at nogle kvinder selv tager hånd om svampen ved at sprøjte A38 op i skeden. Det virker sådan set også fint nok, siger Christine Felding.

Sexpartneren
“Men det er jo lidt noget gris, så det er ikke noget gynækologer bruger.”
Bakteriel vaginose, som også er en forstyrrelse af pH-balancen i skeden, kan skyldes flere faktorer, men tilstanden er ikke helt klarlagt. Bakteriel vaginose ses dog oftere hos kvinder, der lige har fået ny sexpartner, kvinder der bruger spiral og kvinder der ryger eller vasker sig i skridtet med parfumeret sæbe.
Det sige, at også andre faktorer som stramme bukser og snærende trusser kan spille ind, men det er Christine Felding lidt forbeholden over for.
“Det med stramme bukser tror jeg i hvert fald er noget vrøvl.
Men det kan godt ske, trusseindlæg kan være et problem. Nogle er allergiske over for dem, og jeg hører fra mange, at det klør mindre, hvis de ikke bruger bind.”
Hvis man er i tvivl om, hvorvidt man lider af bakteriel vaginose, er det muligt at købe et særligt trusseindlæg, der indeholder en teststrimmel til at måle pH-værdi.
Under ale omstændigheder er det vigtigt at klarlægge, om ens gener skyldes svamp eller bakteriel vaginose, for behandlingen af disse to typer skedekatar er forskellig.

BAKTERIEL VAGINOSE

Bakteriel vaginose skylde bakteriel ubalance i skeden, hvor mælkesyrebakterierne forsvinder og erstattes af andre bakterier. Når der mangler mælkesyrebakterier, stiger pH’en i skeden, og den naturlige beskyttelse mod betændelse aftager.
Symptomerne er ofte tyndt, grå-gulligt udflåd, der særligt efter sex kan lugte fiskeragtigt. Til gengæld er kløen ikke nødvendigvis særlig kraftig. Halvdelen af alle kvinder har imidlertid slet ingen symptomer ved bakteriel vaginose. Bakteriel vaginose behandles med en slags antibiotikum og/eller mælkesyrebakterier i form af stikpiller.
For de fleste er bakteriel vaginose ikke farlig, men hos gravide kan tilstanden øge risikoen for, at man føder for tidligt.

SVAMP

Svamp i skeden skyldes næsten altid gærsvampen Candida, som i forvejen findes i skede og tarm. Normalt holderkroppens mælkesyrebakterier gærsvampen nede, men forskellige faktorer an forstyrre denne balance. Symptomerne er ofte tørhedsfornemmelse og kløe, som især kan være stærk om natten. Det er ofte udflåd, som typisk er hvidligt, grynet og lugtfrit.
Man kan få håndkøbspræparater mod svamp på apoteket, men de er mest til, når lægen har lukket. Lægen kan nemlig udskrive tabletter, som er langt mere effektive. Hvis man er i tvivl om, hvorvidt kløen skyldes svamp, bør man gå til lægen. Der kan være tale om en mere alvorlig betændelse eller en kønssygdom.

Kilde: Christine Felding,
Netdokotor, Sundhedsguiden.

20070605_den_knapt_saa_soede_kloee_2

 

Ekstra Bladet 31. maj 2007