Kvinder kvitter menstruationen

UDSKUDT: Lægevidenskaben siger god for at skubbe ”det månedlige”

Af Pernille Ancher og Ulrik Sass

Menstruation en gang om måneden er ikke længere en selvfølgelighed blandt danske kvinder.
Flere og flere kvinder dropper ”det måndedlige” i længere perioder, viser en rundringning til en lang række gynækologer og forskere.
Kvinder spiser flere pakker p-piller i træk og lader være med at holde den normale pause, der giver plads til menstruationen.

Vil styre 100 procent
– Det bliver mere og mere almindeligt. Mange kvinder gør der, fordi de ønsker at styre deres liv 100 procent. Det skal passe ind i planlægningen, siger Jørgen Aagaard, chef for Aagaard Gynækologi og Fertilitet.
Tendensen er den samme i hele Norden.
– Mange kvinder har så meget at gøre, at de ikke har tid at have menstruation. Menstruationen kan jo komme i vejen for fuld indsats på jobbet, for sex, træning, rejser og fritid, mener den norske sociolog Ulla-Britt Lilleaas.
Lægevidenskaben siger også god for udviklingen.
– Der er ikke noget i vejen for at nedsætte antallet af blødninger. Det har ingen betydning for, hvordan man kommer til at fungere bagefter, siger professor i medicin og specialist i p-piller Sven Olaf Skouby.
Han vil dog ikke anbefale kvinder over en kam at forlænge periodenm hvor de spiser p-piller.

Ny p-pille i handelen
– Det handler i høj grad om den enkelte kvindes opfattelse og behov. Ser hun det som en fordel at bløde mindre, og kan hun acceptere kun at bløde hver tredje måned for eksempel, siger Sven Olaf Skouby.
Gynækologer regner med, at man inden længe vil kunne købe p-piller til en tre måneders periode uden menstruation.

 

Menstruation – et spørgsmål om tid

SKIFTE: Myter og gamle forestillinger prøger kvinders holdninger til menstruation, mener gynækologer

Af Pernille Ancher og Ulrik Sass
Grafik: Gert Ejton
pean@fyens.dk & Sass@fyens.dk

Menstruation – mår det passer dig. Det lyder som en drøm for de fleste kvinder.
Og det er faktisk ikke noget, der hindrer den drøm i at blive til virkelighed – i hvert fald ikke et stykke hen ad vejen.

Kvinder kan nemlig roligt spise p-piller tre måneder i træk – og på den måde skære antallet af månedlige blødninger ned til en tredjedel, siger en række gynækologer og forskere, som Stiftstidende har talt med.
Fra gammel tid har mennesket betragtet menstruationen som en slags renselse, som alle frugtbare kvinder skulle igennem en gang om måneden.
Men der er ikke noget fysiologisk argument for, at det netop skal være en gang om måneden, siger Christine Felding, der er gynækologisk overlæge på PrivatHospitalet Danmark.

Efterligning
Det er ifølge Christine Felding udelukkende udtryk for myter og gamle forestillinger, at samtlige p-piller på det danske marked har en cyklus på 28 dage.
Hvilket vil sige, at kvinden spiser p-piller i 21 dage, holder en pause på syv dage, hvor hun har menstruation, og derefter begynder forfra med p-pillerne.
– Dengang p-pillen blev lanceret, var der stadig stor diskussion om fri abort og kvinders rettigheder. Derfor måtte man ikke kunne se på en pige, om hun brugte p-piller eller ej. Og derfor blev pillerne lanceret i en ”naturlig” periode på 21 plus 7 dage, forklarer Christine Felding.
– En normal menstruation skydes, at livmoren skiller sig af med slimhinder og ubefrugtede æg. Deraf blodet. Sådan er det ikke med den kunstige menstruation, som kvinder der på p-piller oplever.
– Så bløder man, fordi man holder pause fra hormonerne, ikke fordi der skal ”renses ud”. Men mange kvinder tror alligevel, at det er godt at få renset ud i livmoderen en gang om måneden, siger hun.

Hver 3. måned er et hit
Christine Felding har været med i flere foskningsforsøg, hvor kvinder har taget p-piller med lav hormondosis eller brugt p-ring i op til et år i træk.
En p-ring er en silicone-ring med hormoner, der sættes op i livmoderen.
– Resultaterne er endnu ikke offentliggjort, men jeg tror, at vi lander på en anbefaling, der siger, at man uden problemer kan nøjes med at få menstruation hver trdje måned. Det er også det, jeg anbefaler alle dem, jeg rådgiver, siger Christine Felding.
Danske kvinder er langt fra ene om ønsker om at begrænse de månedlige blødninger. Produkter, der er beregnet til et tre måneders forløb uden menstruation, findes allerede i Tyskland, hvor Valette, som produktet hedder, er den mest solgte p-pille. Et lignende produkt findes også i USA og kommer også snart til Norden.
Og ifølge overlæge på Gynækologisk afdeling på Frederiksberg Hospital og professor i hormonlære Sven O. Skouby er der ingen grund til at være bange for at prøve de nye produkter.
– Set ud fra en medicinsk vinkel er der heller ikke noget i vejen for at nedætte antallet af blødninger til måske to-tre om året. Og der ikke noget, der peger på, at det har betydning for chancerne for at blive gravid bagefter, eller hvordan kroppen fungere i det hele taget, siger han.

Risiko for pletblødning
Sven O. Skouby er dog ikke meget for at anbefale kvinder over en kam at forlænge perioden, hvor de spiser p-piller.
– Det handler i høj grad om den enkelte kvindes opfattelse og behov. Ser hun det som en fordel at bløde mindre, og kan hun acceptere kun at bløde hver tredje måned for eksempel, siger professor Sven O. Skouby.
Han peger på, at mange kvinder føler, at det ikke er ”rigtigt”, hvis menstruationen udebliver en måned og slet ikke to.
Det psykiske aspekt spiller i det hele taget en stor rolle, mener Peter Helm fra Fetilitetsklinikken Trianglen i København.
Den eneste reelle bivirkning ved at tage p-piller over en længere periode end 21 dage er, at risikoen for pletvis blødning mellem menstruationerne stiger.
– Man kan risikere at begynde at bløde på mærkelige tidspunkter, og med længere mellem menstruationerne er det sværere at sige hvorfor. Er kvinden gravid? Eller er der noget andet galt? Og det kan gøre kvinder nervøse, siger han.
Undersøgelser viser dog, at pletblødning er yderst sjælden, hvis kvinden har en cyklus på op til tre måneder.

 

Udsatte elite-sportskvinder

Af Ulrik Sass og Pernille Ancher
sass@fyens.dk & pean@fyens.dk

I idrættens verden menstruerer mange kvindelige topudøvere ikke. Og ikke alle behøver spise p-piller for at opnå den effekt.
– Det gælder i de idrætsgrene, hvor det er vigtigt, at man holder en lav vægt eller ser ud på en bestemt måde. Det er de æstetiske sportsgrene som udspring, kunstskøjteløb, sportsdans og gymnastik – og det er de udholdenhedsprægede som løb og skisport, siger lektor i Institut for Idræt på Københavns Universitet, Eva Wulff Helge.
– Kvinderne i de her idrætsgrene spiser ofte så lidt, at det er lige på kanten af, hvad kroppen har brug for. Når kroppen skal fungere under de vilkår, slår den ofte reproduktions-mekanismen fra. Det giver forstyrrelser i hormonbalancen, som f.eks. viser sig som udeblivelse af menstruationen, siger Eva Wulff helge.
Det kan – hvis det står på i en længere periode – øge risikoen for at udvikle knogleskørhed, men har ingen konsekvenser for evnen til at få børn.
Ser man bort fra de æstetiske og de udholdenhedsprægede idrætsgrene, er der ingen fysiologiske forhold, der taler for, at kvindelige sportsfolk ikke får menstruation ligesom andre, påpeger Eva Wulff Helge.
Derfor har mange brugt p-pillerne til at udskyde menstruationen, hvis der for eksempel kommer vigtige kampe i vejen. Og den tendens ser nu ud til at brede sig til andre grupper i samfundet:
– Tidligere var det kun håndboldpigerne, der sprang menstruationen over, men nu er det begyndt at brede sig, så det også er helt almindelige kvinder, siger speciallæge Jørgen Aagaard fra Aagaard Gynækologi og Fertilitet.

 

Kvinder køber p-piller som aldrig før

Af ulrik Sass og Pernille Ancher
sass@fyens.dk & pean@fyens.dk

Danske kvinder køber p-piller og andre hormon-styrende præventionsmidler som aldrig før. På bare fem år – fra 1999 til 2003 – er salget gået frem med over 35 millioner kroner, viser tal fra Lægemiddelstyrelsen.
Det er særligt de nye lavhormon-præparater som p-plastre (Evra) og p-ring (NuvaRing), der trækker salget op, men der er også stigende efterspørgsel på hormon-spiraler.
– Evra og NuvaRing går frem, fordi hormonerne her optages gennem slimhinderne, og det betyder, at man kan nøjes med en lavere dosis. P-piller skal først en tur omkring leveren, hvor de brydes ned, og det kræver en højere dosis, forklarer gynækologisk overlæge, Christine Felding fra PrivatHospitalet Danmark
De nyeste p-piller hedder Yasmin. De indeholder ifølge producenten et stof, der skulle leve godt mod bumser – og samtidig være en smule vanddrivende, så man ikke tager på af at spise pillerne.
– De hører til i den lave ende af hormon-skalaen, men der findes p-piller som er endnu mere lavdoserede, feks. Meloden, Mercilon og Harmonet, siger Felding, som afviser, at kvinder har en forøget risiko for at udvikle kræft, når de spiser p-piller uden ophør i et tre måneders forløb. Der er derimod andre ting, man skal være opmærksom på:
– Hvis man har den arvelige Faktor V Leiden mutationen, som giver øget risiko for blodpropper, så bør man undgå p-piller. Den findes hos knap 10% af befolkningen. Ellers er risikoen for at udvikle blodpropper i venerne yderst beskeden. Det er betydeligt farligere at være gravid, siger Christine Felding.

Dropper du menstruationen?

20050227_lise_askaer
Lise Askær, 23 år, studere idræt og sundhed

– Jeg har udskudt min menstruation et par gange i forbindelse med ferie, fordi det var lettere. Men jeg har aldrig gjort det i længere tid ad gangen. Men hvis det ikke er usundt, vil jeg da overveje at gøre det. På den anden side er det jo egentlig ikke så besværligt at have menstruation en gang om måneden. Jeg har jo vænnet mig til, at sådan skal det være. Tidligere havde jeg nok også en opfattelse af, at det var farligt at udskyde menstruationen på den måde.

FOTO: YILMAZ POLAT

20050227_cecilia_ulander
Cecilia Ulander, 24 år, studerer samfundsvidenskab

– Jeg udskød min menstruation en gang, hvor jeg skulle på badeferie. Det ville bare føles mærkeligt at ligge der i solen og have det. På den ene side ville det da være dejligt at slippe for det, men på den anden side så er det jo også en vanesag. Det er betryggende, at det kommer en gang om måneden, så kan man holde øje med det.

FOTO: YILMAZ POLAT

20050227_katja_friberg
Katja friberg, 20 år, studerer medicin.

– Jeg har udskudt min menstruation en gang, hvor jeg skulle på badeferie. Det er klart, at man vil da helst være fri for det, men det fungerer jo egentlig godt nok, sådan som det er nu. Så før jeg får videnskabeligt bevis for, at det ikke er mere skadeligt end at spise p-piller på normal vis, så laver jeg ikke om på min menstruation.

FOTO: YILMAZ POLAT

20050227_salg_af_p-pille

 

 

20050227_lkvinder_kvitter_menstruationen

 

20050227_menstruation-et_spoersmaal_om_tid

 

FYENS STIFTSTIDENDE SØNDAG 27. FEBRUAR 2005 Forside side 2 FOKU